Sensorisk integration, altså sansernes arbejde
Hjernen virker ikke alene. Den modtager stimuli fra den ydre verden ved hjælp af forskellige sanser: syn, hørelse, lugt, smag, berøring, vestibulær-, proprioceptiv-, og interoceptiv sans. Interessant nok virker sanserne ikke som selvstændige receptorer, men supplerer hinanden, fx hjælper den vestibulære sans med at fastholde ligevægten, men ofte (særligt når vi går på en kant eller ad trapper, støtter vi os ligeledes på synet.
Tre forholdsvis ukendte sanser er den vestibulære-, den proprioceptive-, og den interoceptive sans.
Det vestibulære system – balancesansen
Det vestibulære system består af to slags receptorer, som er anbragt i det indre øre. De er ansvarlige for bevægelsen samt den flydende bevægelse i øjnene, hovedet og hele kroppen. De gør, at det er muligt at fastslå hvilken retning kroppen og hovedet bøjer sig i, samt at koordinere bevægelserne og afbalancere kroppen.
Det proprioceptive system
En sans, som støtter sig på receptorer i muskler, led og sener. Den proprioceptive sans tillader at føle sin egen kropsbevægelse og tilpasse styrken, bøjningsvinklen og retningen, som bevægelsen skal tage. Det proprioceptive system anvendes under tryk, træk, pres, bøjning og lign.
Det interoceptive system
Den interoceptive sans er en indre sans, som gør, at organismen blandt andet selv regulerer temperaturen, pulsen, åndedrættet, men også gør det muligt at føle en forstærket hjerterytme, såkaldte sommerfugle i maven, sult, tørst, tryk på tarmen eller blæren.
Symptomer på problemer med den sensoriske integration.
Inden barnet kommer til en specialist, er det blevet omhyggeligt observeret af forældrene. Det er ikke altid sådan, at forsinkelser, anderledes reaktionsmønster eller atypisk adfærd betyder alvorligere udviklingsproblemer. Børn udvikler sig i forskellige tempi, og sædvanligvis korrigeres en let afvigelse før eller senere. Når barnet igennem flere måneder imidlertid ikke når det samme niveau som sine jævnaldrende, er det værd at tage en konsultation med en specialist.
Blandt de typiske symptomer på problemer med den sensoriske integration kan nævnes:
- overfølsomhed eller underfølsomhed for berøring,
- overfølsomhed eller underfølsomhed for billeder,
- overfølsomhed eller underfølsomhed for lyde,
- overfølsomhed eller underfølsomhed for bevægelse,
- overdreven eller utilstrækkelig aktivitet,
- manglende koordination og flydende bevægelser,
- svag motorik (med hænderne eller kroppen) – et lavt niveau af bevægelsesfærdigheder,
- forsinket tale
- problemer med adfærd og indlæring samt organisering
- lavt selvværd
Sensorisk integration – dysfunktioner
For ganske nylig, dvs. i 2015, udskilte Zoe Mailloux samt L. Diane Parham, som beskæftigede sig med problematikken omkring sensorisk integration, fire hermed forbundne problemkategorier.
Problemer med sensorisk graduering (følelsens intensitet)
Det forekommer, at vi alle på næsten ensartet måde føler de impulser, der kommer fra omgivelserne, men sådan er det i realiteten ikke. Forskellen i graden af følelse kan være meget stor, og folk som er overfølsomme overfor berøring kan fx føle et enormt ubehag ved at vaske sig, børste håret og i nogle tilfælde at bære tøj af nærmere bestemte stoffer. Personer med nedsat berøringsfølsomhed kan på den anden side ikke mærke et vindstød eller hvis nogen anbringer en hånd på deres skulder, eller de kan eksempelvis føle et håndtryk på en utilstrækkelig måde.
Intensiteten af de impulser, vi mærker, har særdeles stor indflydelse på evnen til at udføre nærmere bestemte handlinger, men de kan også vise sig at være en afgørende faktor for deres sikkerhed, fx vil manglende følsomhed overfor berøring medføre, at man ikke reagerer med flugt i de nødvendige situationer, eller at man ikke trækker sig tilbage, når man får et stik eller et slag.
Det er værd at understrege, at såvel overfølsomhed som for lav grad af følsomhed overfor påvirkninger, bliver set som et udtryk for manglende komfort, hos de personer, som lider af dette. I både det første og det andet tilfælde møder vi således en søgen efter den optimale tilstand – børn med overfølsomhed overfor lyde eller hud, som undgår visse impulser, mens de, som føler stimuleringen i utilstrækkelig grad søger disse impulser. Sådan en flugt eller søgen er ikke altid ufarlig, fx kan et barn, som slår hovedet mod væggen eller slår sig i ansigtet i en søgen efter at modtage tilstrækkelig mængde berøring, gøre skade på sig selv. Reaktionen kan også føre til isolation, fx vil et barn, som holder sig fra lyde, som vi normalt ikke hører, men for barnet er de ubærlige, blive fremmedgjort overfor omgivelserne.
Problemer med opfattelsen
Problemer med opfattelsen kan betyde forkert behandling og fortolkning af de modtagne impulser. Børn som har forstyrrelser i forhold til opfattelsen kan fx genkende enkelte elementer i et billede, men er ikke i stand til at forstå helheden. Børn med høreforstyrrelser har problemer med at dele og sammensætte ord, de udtaler ufuldstændige sætninger, tilføjer udtryk, som ligger tæt på, og har problemer med at forstå tekst og lignende.
Ved denne type forstyrrelser er hjernen ikke i stand til at angive den korrekte mening med et billede, lyd eller bevægelse.
Problemer med det vestibulære system
Børn med et dysfunktionelt vestibulært system har problemer med at fastholde balancen og i at balancere med kroppen. Dette medfører en vis klodsethed i bevægelserne. Problemerne viser sig ved gang, hoppen, boldspil og cykling, men også ved læsning og skrivning. I disse sidste tilfælde kan det være usædvanligt vanskeligt at forbinde årsagen med resultatet.
Problemer med den motoriske planlægning
Denne dysfunktion kaldes for dyspraksi. Børnene forekommer at være lige så klodsede med deres bevægelser, som ved problemer med det vestibulære system, men problemerne har et andet grundlag. De børn, som lider af dyspraksi, er ikke i stand til at planlægge en bevægelse fra begyndelse til afslutning. Det kan være en smule chokerende for personer, som udvikler sig korrekt, og som ofte ikke udfører mentalt arbejde i forbindelse med planlægningen af de næste bevægelsessekvenser, men gør dette intuitivt.
Dette problem er specielt tydeligt ved nye bevægelsesøvelser, som både inkluderer hændernes og kroppens motorik. Børn med dyspraksi har svært ved at nå frem til, hvordan de skal gøre brug af kroppen, eller hvordan man når en bestemt effekt, fx at binde sko eller at smide en bold i en kurv.
Hvad skal man gøre, hvis barnet har en dysfunktionel sensorisk integration?
Der er ikke en enkelt slagen vej, som alle forældre kan tage, blandt andet fordi dysfunktioner hos børn kan have forskellige forløb og intensitet. I nogle familier er det tilstrækkelig med en beskeden ændring, i andre vil fremgangsmåden være væsentlig mere kompleks.
Først og fremmest er det nødvendigt at diagnosticere problemerne nøjagtigt samt at udarbejde en metode til at håndtere disse. Hen er der hjælp hos terapeuter i sensorisk integration samt pædagoger i børnehave og skole, som er specialiseret i oligofrenipædagogi.
Det er en nødvendighed at ændre tilgangsvinklen til et barn med dysfunktionel sensorisk integration, samt at tilpasse kravene til barnets muligheder, og også terapi hos en terapeut og derhjemme. Arbejdet med barnet skal inkludere en betydeligt bredere gruppe personer end forældre og lærere, og de fastlagte fremgangsmåder skal videreformidles til venner og bekendte.
Derhjemme vil det være en fordel at få nye ting, fx en tyngdedyne, sensorisk vest, madrasser, en stor mængde forskellige plastiske materialer. Det vil være nødvendigt at fjerne visse genstande, fx en støjende dørklokke, mærkater på tøjet, duftlys og lignende.
Det er helt sikkert nødvendigt at udarbejde en dagsorden. Nogle gange bliver det nødvendigt at regulere dette og konsekvent holde sig til de angivne spisetider, opgaver, afslapning og søvn (for børn med dysfunktionel sensorisk integration er ritualer af stor vigtighed). I nogle tilfælde vil man skulle bruge en hel del tid på arbejdet med barnet.
De største udfordringer er imidlertid i forbindelse med følelser og forældrenes udholdenhed. Selv om begyndelsen altid er svær, så fremgår det af praksis, at arbejde, samarbejde med specialister og gensekvens giver fremragende resultater, selv i vanskelige tilfælde.
