Sanseverdenen hos det autistiske barn
Vi bruger alle i dagligdagen vores sanser, og det gør vi i høj grad ubevidst. Vi ser, hører, smager, lugter og berører. Vi gør også brug af balancesansen samt det proprioceptive system, altså dybe sansefølelser. Det sker alt sammen på en harmonisk måde, man kan måske også sige ”smertefri måde”.
Autistiske børn gør også brug af alle disse ”redskaber”, således at hjernen kan indsamle de informationer, der er nødvendige for at fungere. Men hos personer med autisme afviger opfattelsen af og tolerancen overfor stimuli fra normen – den er nedsat eller øget. Hjernen indsamler dem således ikke, organiserer dem ikke og behandler dem ikke på den normale måde. De impulser, der når frem til hjernen, er enten for stærke eller for talrige, eller også er de for svage, til at gøre brug af dem. Som følge heraf svarer børnenes reaktion ikke til normen, og deres nogen gange irrationelle adfærd fører til fremmedgjorthed.
Hvordan kan autistiske børn opfatte impulser udefra?
Lyde – Hørelsen hos autistiske børn kan enten være skærpet eller svækket. Som følge heraf flygter overfølsomme børn fra lyde, fx ved at tildække ørerne eller ved at mumle, for at overdøve de omgivende lyde. Børn med nedsat lydopfattelse kan søge lydstimuli, og holder sig således ikke tilbage fra voldsomme lyde, skrig og lignende.
Billeder – Forskere er af den opfattelse, at autistiske børn har et falkeblik – på afstand ser de tre gange mere end en gennemsnitsperson. De har også en usædvanlig evne til at udskille genstande på baggrund af komplicerede mønstre. Autister koncentrerer ofte blikket på linjer, kanter, mønstre, flyvende og roterende genstande. De har derimod problemer med at koncentrere sig om en anden persons blik (ansigt). I slutningen af det sidste århundrede blev der gennemført undersøgelser, hvor det blev påvist, at synet af et ansigt, selv hos en nærtstående, giver autistiske børn en følelse som er beslægtet med angst eller vrede.
Smage – Autistiske børn har ofte problemer med maden, nogle af dem ønsker ikke at spise visse fødevarer, og andre er særdeles glade for mad med en meget fyldig smag, fx stærkt krydret. Det antages, at kilden til årsagen til uvilje mod mad kan være manglende accept af konsistens eller madrettens smag, men professor Temple Grandin (betegnet som en person, der har ”overvundet” sin autisme) advarer i sin bog med titlen: ”Den autistiske hjerne. En rejse ind i usædvanlige sanser” mod en sådan forenklet forklaring. Afsky overfor rå æggehvide, ”flade” sodavand eller fisk (med en karakteristisk smag) er jo ret almindelig og er ikke et udtryk for autisme.
Lugte – en overdreven eller en utilstrækkelig følsom lugtesans er endnu en af årsagerne til atypisk adfærd hos personer med autisme. Børn, som ikke føler lugt, kan intensivt søge efter deres kilde. Børn med meget følsom lugtesans flygter fra den omgivende stank, og det er værd at bemærke, at selv om vi ikke lægger mærke til det i hverdagen, så bærer vi alle rundt på dusinvis af forskellige lugte – sæbe, shampoo, madretter, fugt, vaskepulver, parfume, læder (karakteristisk for fodtøj og andre lædervarer), skosværte og lignende. Dertil kommer ydermere lugte, som er karakteristiske for det pågældende sted, fx lugten af blomster, støv, røg, udstødning, rengøringsmidler og meget andet. Det angriber alt sammen autistiske børn med mangedoblet styrke.
Berøring – Autistiske børn kan undgå berøring, de er uvillige til at omfavne nærtstående, eller til at skifte tøj, rede eller vaske sig. Berøring er for dem ofte en ubehagelig og smertefuld oplevelse. Ved en reduceret registrering af berøring kan børn fx stimulere sig ved at bide, slås eller rive.
Der eksisterer endnu to sanser, som vi som regel anvender mere ubevidst. Det er balancesansen og de dybtliggende følelser. Den måde disse sanser fungerer på kan ligeledes være dysfunktionel.
De dybe følelser (proprioceptiv sans) – Børn, der har problemer med den proprioceptiv sans kan lide omfavnelser, at være omgivet af tunge dyner, presse sig igennem smalle tunler, og også tygge, bide, klappe og hoppe m.v. Det skal alt sammen sikre et hårdt og bestemt tryk.
Autisme er også hyppigt ledsaget af problemer med balancesansen. Usikkerhed ved de trådte skrift, fald, ustabilitet, ulyst til at gå på kanter, samt manglende evne til at køre på cykel eller løbehjul er nogle af den type adfærd og træk, der fremkaldes af disse problemer, og mere præcist, af overfølsomhed i det vestibulære system. En sådan overfølsomhed kan også føre til at man undgår at bøje sig eller vende hovedet. Ved utilstrækkelig følsomhed i balancesansen vil barnet gerne hoppe, snurre, gynge og lignende.
Følgerne af sensoriske problemer.
Omgivelserne forstår ikke autistens underlige adfærd. På den anden side forstår børn, som er ramt af problemet, ikke, hvorfor andre børn ler, græder samt foretager forskellige gestikuleringer og handlinger. På denne måde skabes en mur mellem autisterne og den anden gruppe, og autistiske børn lukker sig inde i deres egen verden. De undgår nye lege eller ukendte handlinger, søger ikke nye oplevelser eller et liv efter en ny (ikke regelfast) dagsplan. I deres virkelighed er alt forudsigeligt, skematisk og rutinemæssigt, hvilket gør, at det er sikkert. En sådan tilbagetrækning gør, at man ikke overskrider nogen grænser, og fremgang bliver umulig.
Integreret sensorisk terapi
En række forskellige aktiviteter hjælper med at afbryde isolationen og vække udviklingen. På den ene side kan det være en borgeroplysningskampagne om autisme, og integrationstilpasning af børn med autisme til børnehave- og skolesystemet, og på den anden side – arbejde med udvikling af autister, altså Integreret sensorisk terapi
Terapien består i meget stor grad af konstant observation af barnet. Efter den første fase lokaliserer terapeuten kilden og omfanget af forstyrrelserne. Dette er muligt ved hjælp af en gennemtænkt terapeutisk plan, tests og forskellige øvelser. Barnets adfærd (undgår eller søger visse oplevelser) er et fingerpeg om fremgangen i den videre del af terapien.
Terapeutiske sessioner kræver anvendelse af specialudstyr (madrasser, gynger, skateboards, stiger, tyngdeveste og tyngdedyner m.v.). Udstyret skal understøtte det proprioceptive og vestibulære system samt følesansen med at modtage og behandle forskellige impulser på en korrekt måde.
Øvelserne tilpasses barnets muligheder, således at de hverken er for svære eller for lette. De varieres også hyppigt på en passende måde, og sættene korrigeres og udvides, hvilket gør, at barnet løbende udvikler sine færdigheder.
Terapien må hverken være kedelig eller demotiverende for barnet. Såvel valget af øvelser som terapeutens personlighed er her vigtigt, sammen med terapeutens evner til at etablere kontakt til patienten. Jo større åbenheden er mellem dem, jo mere præcis kan diagnosen være, hvilket giver et mere frugtbart samarbejde i bestræbelserne på at forbedre barnets tilstand.
En stadig større mængde succeser hos terapeuter, forskere og patienterne selv vidner om, at integreret sensorisk terapi har dyb mening. Blandt disse sidste er det utvivlsomt værd at nævne Temple Grandin, som selv har kæmpet med sin autisme, og som senere er blevet professor i veterinærteknik på Colorado State University. Hun er forfatter til bøger, som er oversat til en lang række sprog. I 2010 blev professor Grandin af ugebladet ”Time” udnævnt til en af de allermest indflydelsesrige personer. I sine publikationer har hun beskrevet sine egne observationer vedrørende det liv, som autister lever, blandt andet behovet for dybe tryk og metoder samt effekter af dette.
En polsk terapeut, som beskriver sensorisk integrations indflydelse på funktionen og udviklingen hos autistiske børn – Zbigniew Przyrowski, medlem af det polske Selskab af terapeuter specialiseret i Sensorisk Integration. I 2001 anvendte han en tyngdevest på 31 patienter, som havde fået konstateret autisme, ADHD eller gravitationsusikkerhed. Der sås positive resultater hos alle de observerede.
